Seoul. Foto: Colourbox

Danske lydeksperter vil samarbejde med Sydkorea

Tuesday 20 Jan 15

De første samarbejdspartnere i Korea er allerede fundet

På Sound & ICT Innovation Camp på Korean Institute for Advancement of Technology (KIAT) blev der tirsdag afholdt i alt 18 business-to-business møder mellem de seks danske små og mellemstore virksomheder i delegationen og en række håndplukkede koreanske teknologivirksomheder. Resultatet blev en lang række fremtidige samarbejdsmuligheder.

Torben Lund Clement, CEO i forsknings- og udviklingscenteret Xtel:
”Xtel har gennem årene arbejdet sammen med flere koreanske firmaer i forskellige sammenhænge. Det har altid været meget positivt, så jeg ser denne Innovation Camp som en mulighed for at opbygge yderligere samarbejdsmuligheder. Outputtet her på anden dagen er, at jeg står med tre-fire konkrete projekter med koreanske partnere, som jeg skal hjem og følge op på. Det er dog langt ud over min forventning”.

Johny Sårde, CEO i Lyd- og brandingfirmaet Audiowise:
”Innovation Camp er en super spændende mulighed for at møde koreanske kolleger og mulige samarbejdspartnere, samt finde inspiration til at skabe en forretning i det koreanske marked.”

Thomas Lehmann, Danmarks ambassadør i Korea:
”Danmark er et stærkt land inden for lyd. Korea har store ambitioner inden for IOT, connectivity og high tech ICT-løsninger. Det skaber det perfekte fundament til at udforske samarbejdsmuligheder for koreanske og danske lyd- og ICT-virksomheder samt forskningsinstitutioner.”

Forbrugere efterspørger integrerede løsninger og systemer af høj kvalitet, og det kan danske virksomheder levere i verdensklasse. Danske lydeksperter er netop nu på et fremstød for dansk lyd i Sydkorea.

Danske lydeksperter er med i en delegation af virksomheder og forskere fra DTU og Aalborg Universitet, når uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen er i Seoul, Sydkorea i disse dage.

Her har Danish Sound Innovation Network, med sekretariat på DTU, i tæt samarbejde med Innovation Centre Denmark arrangeret en fem-dages Sound & ICT Innovation Camp for danske lydvirksomheder og forskere.

Vil etablere forsknings- og virksomhedssamarbejder
”Danmark har mange særdeles succesfulde lydvirksomheder, men i lige så høj grad en stor underskov af små, specialiserede virksomheder, der står på spring til at træde ind på den globale arena,” fortæller direktør for Innovationsnetværket Dansk Lyd, Jan Larsen, der er lektor på DTU Compute.

Han håber, at rejsen til Sydkorea kan være med til at eksportere endnu mere dansk lyd, men også at den vil være med til at etablere forskningssamarbejder med længere perspektiver, og at de danske lydeksperter kan udveksle viden med højteknologiske virksomheder og universiteter i Sydkorea.

Unik position
Danmark har en unik position på verdensmarkedet, når det kommer til lyd. Fra et markedsmæssigt synspunkt kan de danske styrkepositioner inddeles i de fem temaer recording & reproduction, diagnostics & monitoring, digital media, designed sound og assistive technologies.

Danmark skiller sig især ud inden for akustik, transducerteknologi og signal- og informations-behandling, men griber i stigende grad ind i andre fagområder som neurovidenskab, lægevidenskab og oplevelsesøkonomi.

Lyd forbedrer vores livskvalitet
Ifølge Jan Larsen er dansk lyd en gedigen blockbuster i resten af verden med eksportandele på ca. 85 pct. Eksempelvis har Danish Sound Innovation Network i det seneste år modtaget direkte henvendelser fra globale aktører som Huawei og Samsung, der har en idé om, at de med hjælp fra danske lydvirksomheder eller forskere kan tilføre deres produkter betydelige konkurrencedygtige kvaliteter.

“Lyd kan forbedre vores livskvalitet ved enten at blive tilsat eller fjernet, men lyd kan også bruges til at forstå vores verden bedre. Megatrends som en aldrende befolkning og stigende efterspørgsel på nye sundhedsløsninger, urbaniseringen og digitaliseringen af indhold bevirker, at der er kommet et øget fokus på nye komplekse sammenhænge, hvor de danske spidskompetencer inden for lyd kommer i spil”.

News and filters

Get updated on news that match your filter.