Professor Bjarne Ersbøl, DTU Compute, modtager DTU’s pris for særlig indsats for myndighedsrådgivning ved årsfesten den 3. maj 2013.
Professor Bjarne Ersbøl modtager prisen på vegne af DTU’s projektgruppe bag den såkaldte IC4-udredning. Et IC4-tog havde íkke bremset, som forventet, men havde overskredet et stopsignal.
DTU-eksperter leverer det nødvendige beslutningsgrundlag
Gruppen blev sammensat af forskere med ekspertise inden for forskellige områder. I løbet af få måneder lykkedes det gruppen at forene kompetencerne og analysere togets bremsesystemer på baggrund af millionvis af data fra prøvekørsler.
Resultater og anbefalinger til transportministeren og DSB i juni 2012 blev afgørende for myndighedernes beslutninger.
Dette er et godt eksempel på, hvordan DTU med et bredt sammensat eksperthold løser en kompleks opgave og leverer det nødvendige beslutningsgrundlag.