Forskergruppe fra DTU Compute vil offentliggøre alle detaljer fra deres forskning i håbet om at komme først i kapløbet om at få en kunstig bugspytkirtel på markedet.
I samarbejde med Hvidovre Hospital og virksomheden Medtronic har forskergruppen udviklet en kunstig bugspytkirtel, der kontinuerligt og automatisk doserer den rette mængde insulin. Hermed reduceres risikoren for følgesygdomme af diabetes, og mennesker med type 1-diabetes kan leve et næsten normalt liv. Den kunstige bygspytkirtel er stadig under udvikling.
Næste skridt
Næste skridt i udviklingen af den kunstige bugspytkirtel er at finde ud af, hvordan diabetikeres blodsukker kan reguleres om dagen, hvor faktorer som motion og måltider gør øvelsen svær.
Her arbejder forskergruppen med en mulig løsning, der går ud på at få inkorporeret det kunstige hormon glukagon i pumpen på den kunstige bugspytkirtel.
Hvorfor open source?
Forskergruppen vil gøre data, modeller og algoritmer (beregningsmodeller) offentlige for på den måde at lette, at deres forskning når ud til forskellige virksomheder, som vil kunne føre forskningen videre.
Ved at gå open source kan forskergruppen fra DTU Compute få flere med i udviklingen af den kunstige bugspytkirtel og skabe vækst og udvikling i Danmark.