Hjernen opfatter bedst specifikke nuancer fra en person, der taler, når ordene kommer fra et genkendeligt ansigt. Samtidig kan synet påvirke det, vi hører, så hjernen narres til at tro, at den hører nogle bestemte lyde. Det har ph.d.-studerende Kasper Eskelund fra DTU Compute konstateret ved at sammenligne en række EEG-målinger på testpersoner.
Synet snyder hjernen
Uden at vi er klar over det, bruger vi øjnene meget mere, end vi umiddelbart tror, når vi lytter. Kasper Eskelunds forsøg med testpersoner viser, at det menneskelige ansigt er med til at bestemme den lyd, testpersonen hører. Behandlingen af syns- og høre-indtryk sidder to forskellige steder i hjernen. Når testpersonen iagttager ansigtet, er det muligt nøjagtigt at se i hvilke af de to områder, der er specifik aktivitet. Forsøgene viser tydeligt, at det visuelle ansigt er med til at bestemme den lyd, som testpersonen hører.
Synssansen dominerer
Synssansen optager klart mest plads i hjernen, mens høresansen fylder væsentligt mindre, udtaler Kasper Eskelund i Høreforeningens i medlemsbladet Hørelsen (Nr. 04 April 2014).
Så det vi selv tror, vi hører, snyder lidt, for i virkeligheden bruger vi synet mere, end vi er klar over. Hjernens opfattelse af sproglige nuancer forstærkes og forandres, når den har adgang til synsindtryk fra talerens ansigt. En anden interessant faktor i lytteprocessen er, at når vi er i stand til at flytte stavelser, og endda hele sætninger, ved hjælp af visuelle signaler sker det ret sent i hjernens signalbehandling af tale, efter op til 150 millisekunder. Visuelle processer kan altså langt senere gå ind og manipulere i opfattelsen, forklarer Kasper Eskelund.